Der findes en særlig æstetik, der kun eksisterer i danske klubhuse. Den består af borde fra en nedlagt kantine, stole fra en nedlagt skole, et køleskab, nogen fik tilovers, og en opslagstavle, som ingen har rørt siden formandsskiftet i 2017. Det er ikke grimt med vilje. Det er grimt af mangel på beslutning. Ingen har nogensinde sat sig ned og spurgt: Hvordan skal det her rum føles?

Det spørgsmål er værd at stille, for et klubhus er for mange medlemmer det andet hjem. Det er her, de er to aftener om ugen, her de fejrer sejre og drikker kaffe efter nederlag, og her de nye medlemmer afgør, om det her er et sted, de vil høre til. Indretning er ikke pynt. Det er fastholdelse.

Møblerne: det, man sidder i, afgør, hvor længe man bliver

Start med stolene, for de er det, folk mærker først. En stol, der er designet til et klasseværelse, er designet til at blive forladt, når timen er slut, og det er en dårlig egenskab i et rum, hvis eneste formål er, at folk bliver.

Det kræver noget blødt. Et par lænestole med ordentlig polstring, en dyb sofa, en vægbænk med løse hynder, som kan skiftes, når de er slidt. De behøver ikke være nye, og de behøver ikke matche, men de skal være behagelige nok til, at man glemmer at gå hjem. Og de skal stå i små grupper, vendt mod hinanden, så samtalen opstår af sig selv. Et langbord med tyve stole er til generalforsamlinger. Tre små øer er til hverdagen.

Bordet skal kunne tåle noget. Kaffe, taskefødder, en 12-årig med en pose chips. Massivt træ ældes smukt af den slags. Laminat ser slidt ud efter et år. Vælg det, der bliver pænere af at blive brugt.

Lyset: forskellen på kantine og stue

Lysstofrør er den enkeltstående største grund til, at klubhuse føles som kantiner. Lyset er hvidt og fladt, det sender alle ansigter tilbage til et venteværelse, og det findes kun i to tilstande: på og af. Udskift dem med varmt lys i flere lag: en loftslampe, der kan dæmpes, gulvlamper ved siddepladserne, måske en lampe over bordet, hvor man spiller kort.

Og tænk i tidspunkter. Sidst på eftermiddagen, mens børneholdene er i gang, skal rummet være klart og vågent. Senere på aftenen, når de voksne lander i sofaen efter træning, skal det være dæmpet og varmt. To kredsløb med hver sin kontakt klarer det, og det er den billigste indretningsforandring, et klubhus kan lave.

Skærmen: teknologi, der ikke ligner teknologi

Og så det nye element, som de fleste klubhuse har fået de seneste år: en skærm på væggen, der viser holdplaner, kampe, nyheder og sponsorer. Den er praktisk, og den ser ofte forfærdelig ud. En sort kasse med synlige ledninger, hængt op, hvor der tilfældigvis var en stikkontakt, med en lille boks, der dingler bagved.

Det behøver den ikke. En skærm kan indrettes som alt andet i rummet. Monter den i øjenhøjde, hvor folk faktisk sidder, ikke øverst på væggen som i en lufthavn. Skjul ledningerne i en kabelkanal, der er malet i væggens farve. Og vælg en skærm, der passer til rummet: en matteret skærm giver færre reflekser i et rum med vinduer, og en, der er stor nok til at læses fra sofaen, men ikke så stor, at den dominerer. Spørgsmålet om TV eller monitor til infoskærmen er i den sammenhæng mindre et teknisk spørgsmål end et indretningsspørgsmål: Hvad passer ind, hvor skal den hænge, og hvordan ser den ud, når den er slukket?

Det sidste er et godt tjek for alt teknisk i et rum. Ser det ordentligt ud, når det er slukket? Hvis svaret er ja, er det indrettet rigtigt.

Væggene: klubbens farve, klubbens historie

Klubben har farver. De sidder på trøjerne og i logoet, og de hører også hjemme på mindst én væg. Ikke hele rummet, men den væg, man ser, når man kommer ind. Det gør rummet til klubbens og ikke til et vilkårligt mødelokale, kommunen har stillet til rådighed.

Resten af væggene er til historien. Men kurateret. Tre indrammede holdbilleder i en række siger mere end tredive, der hænger skævt. Vælg dem, der betyder noget, og hæng dem ordentligt. Og lad der være tom væg imellem. Luft er også indretning.

Det, der ikke kan købes

Det bedste klubhus, jeg har set, havde en brugt sofa, to lamper fra et loppemarked, et bord, et medlem havde bygget, og en skærm, der viste, hvem der trænede i aften, uden at nogen skulle opdatere den. Løsninger som KlubKlar sørger for den sidste del, så skærmen passer sig selv og bare er en del af rummet, ligesom lampen. Intet af det var dyrt. Alt var valgt.

Det er hele hemmeligheden. Et klubhus bliver ikke et hjem af nye møbler. Det bliver det af, at nogen har besluttet, hvordan det skal føles, og så har valgt møbler, lys og teknik efter det. Det tager en bestyrelse en aften at beslutte. Det tager medlemmerne tyve år at glemme at gå hjem.